Attestbestilling

Du er berettiget til  en attest udstedt fra Personregistret, såfremt du er fødselsregistreret i Danmark eller registreret på baggrund af international fremmedadoption.

Derudover kan du få en attest, såfremt der er foretaget en registrering på dig i Personregistret. Dette kan f.eks. dreje sig om dåb i Folkekirken eller navneændring.

Følgende attester kan udskrives fra Personregistret:

    • Fødsels- og Dåbsattest
    • Dåbsattest (udstedes i stedet for Fødsels- og dåbsattest, hvis du er fødselsregistreret og døbt i Sønderjylland)
    • Vielsesattest ved kirkelig vielse
    • Velsignelsesattest, der attesterer kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab
    • Personattest, der attesterer oplysninger af civil karakter, der på udskriftstidspunktet er registreret om dig i Personregistret. Civile oplysninger fremgår også af Det Centrale Personregister/CPR. Personattesten erstatter Fødselsattest, Fødsels- og Navneattest, Navneattest samt Døds- og begravelseattest

Derudover kan du få udskrevet følgende:

    • Registerindsigt. Dette er ikke en attest men en udskrift af de registreringer - både nuværende og tidligere - der er på dig i personregistret.

Hvis du skal bruge en ny attest og er berettiget hertil (se ovenfor), har du følgende muligheder:

Følgende attester kan bestilles digitalt med MitID :

    • Personattest
    • Personattest (dansk/engelsk)
    • Fødsels- og Dåbsattest
    • Fødsels- og Dåbsattest (dansk/engelsk)
    • Vielsesattest
    • Vielsesattest (dansk/engelsk)

Du kan også bestille attester på dine børn under 18 år . Dette kræver, at barnet er berettiget til attesten.

Du har mulighed for at få din attest leveret på følgende måder:

    • Digital post (e-Boks).  Attesten, som du modtager digitalt, er digitalt signeret . Det vil sige, at attesten er signeret med Kirkeministeriets digitale signatur. En digital signatur er en form for elektronisk, krypteret stempel og bekræfter, at attesten kommer fra Kirkeministeriet som myndighed og ikke er blevet ændret. Du kan se signaturen, når du åbner attesten i Adobe Acrobat Reader.
    • Brevforsendelse.  Attesten vil blive afsendt med post til din folkeregisteradresse. Bor du ikke i Danmark, får du mulighed for at angive en adresse, som du ønsker attesten sendt til. Attesten bliver sendt senest 5 hverdage efter din ansøgning. Modtager du ikke din attest, kan du kontakte den myndighed, der er oplyst i din kvittering for bestilling.
    • Afhentning på et kirkekontor. Du kan bestille en attest til afhentning på kirkekontoret i dit bopælssogn.  Husk at medbringe gyldig billedlegitimation.

Du kan også henvende dig på et kirkekontor  for at få udstedt en ny attest uden at have bestilt attesten digitalt. Husk at medbringe gyldig billedlegitimation.

 

Bestil kirkebil

Du kan bestille kirkebil på kordegnekoret.

Det skal ske inden kl. 13, sidste hverdag før gudstjenesten eller arrangementet i kirken.

Afbestilling skal ske på telefon 48 48 48 48.